fbpx

Kære elever og forældre

Herfra hvor jeg sidder, er der udsigt til masser af sne. Jeg elsker at det er vinter, når det er vinter og sommer når det er sommer, så det er en dejlig tid lige nu. Samtidig er det blevet omkring en time længere lyst om dagen og træerne er i fuld gang med at sætte knopper, så ved man at foråret står for døren. Der er meget at være trist over for tiden, så det er vigtigt at spejde efter de ting, som er gode og positive.

Lidt om den kommende tid

I skrivende stund ved vi desværre ikke, hvornår eleverne får lov til at komme tilbage til efterskolen. Vi må jo nok erkende, at de seneste meldinger ikke er alt for optimistiske. Dog ved vi, at eleverne i 9. kl. og 10. kl. skal op til væsentlige færre prøver til sommer. Hovedfagene engelsk, dansk og matematik skal de op i, men detaljerne er desværre ikke helt på plads endnu.

Desværre ved vi også, at vi ikke kommer på skitur i uge 10, selv om vi havde håbet til det sidste. Skulle der ske mirakler, er vi selvfølgelig indstillet på med kort varsel at blive klar til at tage af sted. Hvorvidt der kunne være en mulighed med en alternativ rejse i slutningen af skoleåret, vil vi selvfølgelig være meget åbne for, men heller ikke på dette område, er der grund til særlig meget optimisme. På den korte bane skal vi nok være glade, hvis bare elevene får lov til at komme tilbage til hverdagen på skolen.

Vinterferie i uge 7

Selv om det ikke gør den helt store forskel for eleverne, så er det vinterferie i næste uge, om ikke andet betyder det at eleverne er helt fri for skole og med god samvittighed kan sove længe osv. Skolens kontor er også lukket i uge 7. men skolens telefon er omstillet og vil blive besvaret. Jeg håber at derhjemme hos jer må være mulighed for at nyde ugen som familie.

Efterskolerne løber

Torsdag den 11. februar kl. 13.00 – 15.00 skal alle eleverne ud at løbe en tur, et led i en større happening ”Efterskolerne løber” med ca. 10.000 deltagere. Vil I støtte op om at jeres søn/datter kommer ud i det friske vintervejr, vi sørger for at de ved hvad de skal gøre på dagen.

Pædagogisk dag og anderledes skema

fredag den 12. februar holder vi som medarbejdere ”Pædagogisk dag”, det betyder at eleverne skal arbejde selvstændigt, med opgaver som bliver lagt ud til dem i de forskellige fag. Jeg håber, at I vil bakke op, så eleverne ”er på” i løbet af dagen. Til gengæld vil jeg love, at eleverne er en god oplevelse rigere når dagen er gået.

 

De bedste hilsner fra

Poul Jørgensen, forstander