fbpx

Klokken slår, tiden går, og i skrivende stund er der kun få timer til eleverne drager på juleferie.

Julestemning

Dagene i december er helt særlige og magiske. Når julestemning daler ned over Kildevæld, er det som om, at alle i huset samles på ny både om juleklip, julehygge, og fællesskabet om julens budskab.

Fællesskabet viser sig fra nye smukke sider, og det er derfor både lidt vemodigt at sende eleverne afsted hjem, og samtidig også hyggeligt at det nu endelig snart er juleaften i familiens skød.

Dette er et udtryk for, at vi er helt vilde med at være sammen med jeres børn.

 

December

Vi startede 1. december med at eleverne kunne sove længe. De stod op til en stor julebrunch, som køkkenet havde brugt mange dage på at arrangere. Skolen blev pyntet op til jul med hjerter, stjerner, lyskæder, og det store juletræ i spisesalen blev pyntet. Derefter blev eleverne kørt til Vojens skøjtehal og derfra til Tyskland på juleshopping.

I december har fodbold fyldt i del, både med elevkampe på vores fodboldbane, men også på storskærmen i spisesalen med VM-kampe og VM-Finalen. Skolen har runget af sang, trommer og store udråb.

Vi har i Kolding været så heldige at få sne, så det har frydet landskabet og skabt samvær om snemænd og sneboldkampe. Vi har haft julekonkurrence med pyntning af værelser, været på juleshopping i Kolding by og i svømmehallen. Huset har været fyldt med glæde og kærlighed.

 

Gæster i huset

I december har vi haft gæster i huset bl.a. to deltagere fra Robinson-programmet, som har været at fortælle om ansvar, fællesskab og oplevelser. Vi har haft Ringkøbing Kristne Gymnasium på besøg med elever, som har gået på Kildevæld og vores broderefterskole Skovbo, og vi haft Cecilies far, Peter, på besøg til Connexion.

 

Fagligt

10.klasse har haft en uges OSO (Obligatorisk Selvvalgt Opgave), med en afsluttende jobmesse for besøgende forældre og Lykkegårdsskolen.

I 8.klasse og 9. klasse har fagligheden været intensiv med flere fag-dage, hvor eleverne har kunne fordybe sig i faget.

8.klasse har tilmed haft ekstra forberedelsesdage med Dorte Dahl, som har gjort en kæmpe indsats for at få eleverne klar til den obligatoriske prøve i madkundskab, som ligger start januar. Eleverne trækker et prøvespørgsmål og skal derefter hen over 5 dage, købe ind, finde opskrifter og øve sig på, hvordan de vil forberede, producere og præsentere deres madprodukt til prøven.

NYT: Det er vigtigt og afgørende for elevens afgangsbevis i 9.klasse, at eleven nu i 8.klasse er deltagende til denne prøve i januar. Det er den første eksamen der gælder. Møder eleven ikke op, er det for egen regning at finde en anden mulighed for at bestå, denne eksamen.

 

Lærerpar stopper

Roland og Tina har igennem 23 og 19 år arbejdet på skolen. De skal nu videre ud i livet med nye udfordringer. Vi har i stort set alle deres fag kørt 2-lærersystem, hvor der har været 2 faglige, pædagogiske medarbejder på klassen. Det betyder at klasserne forsætter med deres lærer, som de kender og ”nye” medarbejdere, som eleverne allerede kender i huset, vil komme ind som nr. 2 lærer.

Adam Lundsten vil hjælpe Mathilde i engelsk, Maria varetager dansk med Christina og kristendom, Jørgen hjælper Helle i matematik. Fodbold bliver i første omgang varetaget af Adam og Tiziano, som allerede er ass. trænere på holdene. Vi vil tilmed søge en ekstra mand til fodbold, som kan være en del af huset og bidrage til trænerteamet.

 

Elever

I december er Valentin stoppet, og vi har fået en ny pige i 8.klasse, der hedder Sheila. En lille flok elever har været hjemme med fnat, men vi fik hurtigt sendt dem hjem i behandling og aflåst værelser, så vi fik stoppet smitten. I må selvfølgelig gerne holde øje.

Vi minder løbende eleverne om fællesskabet og den gode tone både ifht. deres snapgruppe og når de bryder regler på skolen. At, vi skal tage ansvar for, at vores værdier passer sammen med ord og handlinger. At, når vi peger på andre, er der ofte 3 fingre, som der peger på os selv, og det skaber en ”Thumbs Up” – forståelse.

 

Næstekærlighed

Eleverne har vist ekstra mod og ydet ekstra næstekærlighed i december.

Søndag 11. december stod Kildevæld for julegudstjenesten i KIB – Kirke I Byen. Her var elever på scenen og danse, en flok elever lavede drama med et smukt musisk krybbespil, Christina og Karsten ledte mødet og Josh talte om ”Lyset”.

Andre elever har været i Rema og pakke julehjælp, og de stod tilmed i går sammen med KIB – Kirke I Byen, hvor de uddelte julehjælp til over 150 familier. Det var rørende og tankevækkende, når elever smilende, søde og hjælpsomme hjalp mødre til bussen med deres bæreposer med mad, som de havde svært ved at bære derfra.

Størstedelen af eleverne har øvet julesange med Hannah og var i denne uge på Munkensdam Plejehjem for at synge julesange både for og med de ældre. Det var en succes og en win-win oplevelse.

Alle har på skolen i hele december, ydet ekstra ”næstekærlighed” med søde gerninger for hinanden. Dette er en del af vores ME&WE-projekt, deres ”kontrakt”/Ide er blevet optaget på video og efterfølgende evalueret. Til overraskelse for mange skabte det både stor glæde for dem selv, som for de som modtog ekstra ”kærlighed” – Dejlig læring.

 

JULEFEST på Kildevæld

Sidste aften på Kildevæld inden juleferien, holder vi traditionens tro julefest.

Køkkenet har kokkereret hele dagen til den store julemenu med rødkål, brunede kartofler, brun sovs, flæskesteg og risalamande. Mange elever var på scenen, med musikindslag, dans og drama. Den store pakkeleg blev afholdt, og eleverne tog afsked med Roland, som sang for eleverne. Dagen sluttede med, at alle gik i fakkeloptog ud til et naturområde nær skolen, som hedder Kildevæld. Her stod eleverne i sneen, i kulden med deres fakler, foran bålet, imens julens budskab blev talt i et lille ord. Aftenen sluttede med varm kakao med flødeskum, varme snegle og med unge mennesker der gik mætte og magelige i seng.

 

Julegudstjeneste

Vi slutter året af med julegudstjeneste i Kristkirken, som er Koldings største folkekirke. Vi vil gerne præsentere eleverne for den brede kirkegang, hvor vi i frikirken, i KIB-Kirke I Byen, som ligger på vores egen ”grønne græsplæne”, har et stort band der spiller, sange med gang i, præst i almindeligt tøj og ord fra scenen, som er personlige og frit valgte ud fra biblen, så finder vi i Kristkirken, den smukke højtidelige bygning, med traditioner, salmesang, orgelspil og en præst i sort kjole, som de fleste kender til. Præstens tale er her altid personlig til vores juleafslutning og vi nyder denne oplevelse med eleverne. Arrangementet er tilmed krydret med elev indslag. Det er dejligt med julens traditioner.

 

Bøn til forældre.

Vi oplever ofte flere elever der tager på weekend eller på ferie inden vi afslutter skolen.

Fredag slutter undervisningen 14:15, og vi forventer alle deltager i undervisningen hele dagen. Vi vil ikke sidde med amputerede klasser fredag, og med alt det vi gerne vil nå på en efterskole, er vi afhængige af, at eleverne deltager i undervisningen, hvis vi skal nå pensum for skoleåret og gøre os klar til eksamen.

Op til ferier, slutter vi altid sidste dag med at lave hovedrengøring på elevernes værelser. Selvom der er rengøring af værelser 2 gange i ugen, kommer vi ikke ordentlig i bund. Det er ærgerligt, når eleverne tager hjem før, vi har sat personale af til at hjælpe eleverne, og værelserne trænger virkelig til en omgang fra gulv til loft, når vi når til en ferie. Der er tilmed rengøring på hele skolen, hvor eleverne hver især har deres egne områder, det vil sige, tager en eller flere elever hjem før tid, er der andre elever, der skal tage 2 eller flere jobs – det er ikke okay.

Vi vil derfor for elevernes sundhed, trivsel, læring og fællesskab opfordre til, at alle det kommende nye år bliver både fredag og sidste dag op til de mange små ferier, som vi går i møde. På forhånd TAK.

 

OBS

  • Man kan stadig ved fotograf bestille årets skolebillede fra Brdr. Løkke – mail: [email protected] eller ring 74721516
  • Vi holder Nytårs-Galla uge 3 for eleverne.
  • Uge 5-6 rejser 10.klasse med TEAM Wonder til USA eller uge 6 Berlin
  • Der er stadig pladser ledige til næste skoleår 23-24, få en god snak over julen og meld tilbage ved at indbetale kr. 500,- i tilmeldingsgebyr på bankkonto 7040 – 000 128 0931 mrk. “Elevens navn” 2324

Vi oplever dagligt så mange skønne episoder med eleverne, vi nyder deres selskab, deres energi og sjove påfund. TAK FOR LÅN!

 

Vi ønsker jeg alle en

DEJLIG VELSIGNET JULEFERIE

Juleknus fra

Medarbejderteamet og Ledertemaet

Kamilla Seerup