fbpx

Kære forældre

Så kom beskeden, som vi har ventet på med blandede følelser. Samfundet skal være lukket ned i endnu tre uger frem til den 7. februar. Det betyder at din teenage, en af vores skønne elever, skal være hjemme tre uger mere – suk. Skolen åbner desværre ikke op den kommende weekend, som var den oprindelig udmelding, dette vil for nogen af jer også gøre det endnu mere aktuelt at få hentet nogle ting hjem, det er I naturligvis velkommen til. Ring til skolen inden I kommer, så vi kan låse op😊

 

Skole på distancen

Jeg vil gerne starte med at udtrykke stor ros til elevernes positive tilgang til at skulle sidde derhjemme i gråvejr – på afstand af deres venner og lave skolearbejde foran skærmen. Det har virkelig været en fornøjelse at opleve, hvordan eleverne virkelig prøver at leve op til vores forventninger til dem. Også TAK for jeres opbakning og gode samarbejde om, at få det til at lykkes hjemme hos jer. Selvfølgelig er det umuligt at lave den samme skole på distancen, i forhold til at være fysisk sammen med eleverne, men vi gør hvad vi kan for at sikre den bedst mulige undervisning, under de givne omstændigheder.

Med udsigt til mindst tre uger mere på denne måde, vil elevernes motivation naturligvis være udfordret, men det nye mantra er ”tålmodighed” og der kommer en dag hvor eleverne igen får lov til at være sammen med deres venner 24/7 og få undervisning i et klasselokale. Ind til nu har vi koncentreret os om at ”være på” i skoletiden, men i de kommende uger vil vi også forsøge at tænke kreativt i forhold til at lave nogle aktiviteter af mere social karakter, velvidende at det ikke er det, som nogen af os ønsker af efterskoleåret.

 

Nytårsshow, skitur osv.

I første omgang har vi valgt at flytte vores årlige teaterperiode frem til midt i marts, det plejer at være et af årets højdepunkter, så vi håber virkelig at det bliver muligt at gennemføre dette og få lavet et flot show, som vi kan glæde en masse mennesker med. Selv om det nok er lidt naivt, så klamrer vi os fortsat til håbet om at vi kan komme på skitur i uge 10, velvidende at meget taler i mod. Vi er selvfølgelig også i gang med at tænke mulige alternativer, men turen i sneen er ikke aflyst og bliver det først, når alle døre er lukket.

Skolepenge og økonomi

Som elev og forældre får man langt fra det som man betaler for, når eleverne sidder hjemme på deres værelser. Vi ville allerhelst have eleverne tilbage hurtigst muligt, men det kan vi jo i sagens natur ikke. Til gengæld vil I for hele perioden hvor din teenage er hjemme, få en væsentlig økonomisk kompensation fra den 4. januar og indtil hun/han kommer tilbage. I skal ikke gøre noget i denne forbindelse, da Jacob vil sørge for at indregne kompensationen, i de kommende måneders skolepengeopkrævninger til jer. Vi afventer en regneskabelon fra Undervisningsministeriet. Jeg vil ikke her rode mig ud i en teknisk forklaring, men kan blot konstatere at mange af jer vil ende op med en minimal skolepengeudgift og man kan naturligvis ikke få mere i kompensation end man normalt betaler. Har I spørgsmål til dette må I naturligvis gerne ringe eller skrive til os.

 

Kan vi gøre noget for jer

I er til enhver tid velkommen til at ringe til skolens kontor eller direkte til mig, hvis I har spørgsmål eller på anden måde har brug for os.

 

De bedste hilsner med en vished om at foråret er lige om hjørnet og en tro på at Kildevæld igen snart bliver en livsglad ramme om elevernes hverdag.

 

Poul Jørgensen

Forstander

 

Telefon 75524777

Mobil 20110514

[email protected]