fbpx

Kære forældre

Når jeg ekstraordinært sender en besked ud til jer på dette tidspunkt og i denne form, er det for at imødekomme misinformation og undgå unødige bekymringer hos jer.

Situationen er at 6 elever i nat har været på natterend og har været på McDonalds, i forbindelse med denne udflugt, kommer de i kontakt med en elev som gik på skolen sidste år. Problemet er at pågældende person er bedt om at være i isolation, indtil han har resultat af en Covid 19 test, som han skal have taget, fordi hans storebror går i en gymnasieklasse, hvor en elev er testet positiv med Corona. Sandsynligheden for at nogle elever er blevet smittet er begrænset, men vi tager ikke nogen chancer og har sendt alle de involverede elever hjem til test. De involverede elever har ikke umiddelbart været i kontakt med andre, da de blev vækket tidligt i morges og blev placeret i et aflukket lokale ind til de kunne hentes hjem.

Vi følger selvfølgelig situationen tæt og minder løbende eleverne om generelt at være påpasselige i deres omgang med andre, det betyder for eksempel også at vi i dag aflyste en tur i svømmehallen for 30 elever, da vi fra andre kunne høre, at der på stedet ikke blev udvist den nødvendige agtpågivenhed blandt stedets gæster.

Nattens begivenheder er vel i sig selv blot en ”efterskoleting”, men når vi ikke vil have at eleverne render ude om natten er det fordi vi gerne vil passe på dem, det betyder også at vi i den kommende tid vil slå konsekvent ned på elever, som ikke forstår budskabet. Jeg håber på forståelse og opbakning fra jeres side, da det som sagt handler om at vi gerne vil passe på jeres unger.

Ikke mere i denne omgang, inden for den næste uges tid vil jeg sende et nyt informationsbrev ud til jer, har i spørgsmål til ovennævnte er I naturligvis meget velkommen til at kontakte os.

Det skal da også siges at vi i øvrigt har det godt på skolen og glæder os over nogle super dejlige elever, som nyder livet på efterskolen.

De bedste hilsner og fortsat god weekend fra

Poul Jørgensen